Samsø rundt
|
Samsoe, Sams, Samsø.....?
Ifølge overleveringen stammer navnet fra vikingetiden og betyder
"samlingsøen". Altså der hvor man mødtes fra forskellige bopladser for at lægge råd op.
Samsø er også idag stedet, hvor man mødes fra forskellige egne af landet - når man skal samle
virksomhedens forskellige afdelinger til møde, holde en dag fri med personalet, eller samle familien til festligheder.
|
|
|
|
Ved Samsøs nordspids kløves Kattegat brat af Issehoved - en sandodde i stadig forandring, der minder meget om Grenen ved Skagen. Fra de stejle klinter er der en storslået udsigt mod Djursland og den lille ø Hjelm, hvor den fredløse Marsk Stig holdt til i 1200-tallet.
|
|
|
Ballebjerg på 64 m er Samsøs højeste punkt og byder med sin beliggenhed tæt på vestkysten på en af de smukkeste udsigter over havet. Ballebjerg er en del af Nordby Bakker, der er et af landets største overdrev. Over 500 ha er fredet naturareal.
Møgelskår er øens absolut smukkeste kløft fra istiden. Her har istidens smeltevand skåret sig 40-50 m ned i undergrunden. De voldsomme naturkræfter har efterladt høje græsklædte bakker og stejle klinter langs stranden.
|
Stavns Fjord er et enestående vådområde med små ubeboede øer og stenrev. Der er et fantastisk rigt dyre- og planteliv. Bl.a. er det landets vigtigste yngleområde for ederfuglen.
Lige uden for fjorden er der en stor bestand af spættet sæl.
|
|
|
Kanhavekanalen er 800 m lang og gravet tværs gennem øen på det smalleste sted. Den blev bygget af vikingerne år 726, og er et af den tids største og mest imponerende ingeniørarbejder.
|
|
|
Den sydlige del af Samsø er især domineret af landbrug. Her dyrkes specialafgrøder inden for bær og grøntsager, hvor samsøkartoflen har sin helt egen historie.
|
|
|
Længst mod syd ligger herregårdslandskabet Brattingsborg med store marker, skov og gravhøje. Indtil 1800-tallet ejede godset hele Samsø. Idag er ejerskabet reduceret til ca. 30% af øen.
|
Vesborg er Danmarks geografiske midtpunkt. Fra det 18 m høje fyrtårn er der vid udsigt til Jylland, Fyn og Sjælland. I middelalderen lå der her en borg, Wisborg, hvoraf kun en rest af voldanlægget er tilbage.
Syd for Samsø ligger 10 havvindmøller. De er opført som en del af projektet Vedvarende Energi-Ø (VEØ), der betyder, at Samsø vil blive selvforsynende med el og varme baseret på sol-, vind- og biomasseenergi indenfor en 10-årig periode.
|
|
|
Samsø har ikke mindre en 22 landsbyer hvert med sit særpræg. Nordby har sit berømte gule klokketårn, majstang og dybe middelalderbrønde og blev i 1990 udnævnt til Danmarks bedst bevarede
landsby.
|
Med sit smukke lys har Samsø gennem tiderne været stedet, hvor kunstnere fandt et naturligt refugium til fordybelse og arbejde. Robert Jakobsen, Asger Jorn og Jørgen Nash har alle haft ophold på øen.
Thorkild Hansen og Thorkild Bjørnvig har som forfatter og digter fundet inspiration livet igennem på øen. Lars Muhl udtrykker Samsøs stemning og magi i sin bog "Hjertets stilhed - Samsøs kraft".
Med Poul Krebs har en del af kunsten udviklet sig til kreative musikmiljøer med tilbagevendende events med store som ukendte navne.
|
| |
Gennem mange år har Samsø med sin venlige attitude og sit blide klima tiltrukket sommergæster fra nær og fjern. Idag byder øen også en helt anden gruppe velkommen, nemlig fag- og erhvervsfolk, der kommer til Samsø på f.eks. VEØ-studieture.
|
Samsø har til alle tider været en lille lækker godbid. Hele tre gange har en dansk konge skænket Samsø til en kvinde. Første gang var det Valdemar Sejr, der i 1214 gav øen i morgengave til sin dronning Bengerd. Anden gang forærede Christian 1. på samme måde øen til sin Dorothea efter deres bryllup i 1449. Sidste gang var i 1677, hvor Christian 5. skænkede Samsø til sin elskerinde, Sophie Amalie Moth. Denne slægt bor nu på Brattingsborg gods.
I vores tid er Samsø det romantiske sted, hvor forelskede par fejrer deres bryllup og på den måde får en lille bid af Samsø med i rygsækken.
|
|
Samsø
Beliggenhed: Lige midt i Danmark
Længde: 28 km
Bredde: 7 km/800 m
Størrelse: 114 km2
Højeste punkt: 64 m
Antal indbyggere: 4.240
Antal byer: 22
Største by: Tranebjerg
Antal dialekter: 2
Vigtigste erhverv: Turisme og landbrug
|
|
|
Velkommen til Samsø
|